DEVS Update

August 2019

Projektets fremdrift

”Et nyt skoleår er begyndt, og der er nu kun er ét år tilbage af projektperioden. Helt overordnet kan det konstateres, at det på godt jysk ”går fint” i projekt Den Erhvervsfaglige Vej til Succes. For de fleste aktiviteter gælder, at måltallene for perioden er nået, og dér hvor vi er lidt bagud er den klare tilkendegivelse fra skolerne, at det forsømte indhentes i løbet af projektets sidste år.

 

Hvad angår aktivitet 1.1 – Introforløb for 6. og 7. klasser – er der gennemført forløb for flere elever end forventet, men da det også er den aktivitet, vi forventer i størst grad vil kunne understøtte målet om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, er det aftalt, at skolerne gennemfører så mange som muligt uden at skele til, at måltallet måske allerede er nået.

 

I aktivitet 2.2, der omhandler virksomhedsbesøg og rekrutterede praktikpladser, kan det også konstateres, at vi er foran det forventede på nuværende tidspunkt, og også her gælder det, at det er en aktivitet, hvor vi gerne ser måltallene overgået. Så alt i alt er der i forhold til projektets fremdrift god grund til at kippe med flaget og rose skolerne for deres indsats.” 

 

Projektleder, Jane Holm Vinther

Modtageapparat - et spørgsmål om service

Hen over foråret har alle partnerskoler arbejdet sig ind i begrebet service og kunderejser sammen med Søren Bechmann, grundlægger af Service Design Institute. Partnerskolerne har i workshops taget et kig ind ad i egen skoles servicekultur og derfra kortlagt de mest iøjnefaldende punkter, hvor der skal laves justeringer – justeringer for at blive et bedre modtageapparat.

 

Alle partnerskoler er med udgangspunkt i nuværende servicekultur gået skridtet videre, og det er resulteret i mange forskellige tiltag: EUC Nordvest arbejder for en konkret servicestrategi for erhvervsuddannelserne, TECHCOLLEGE iværksætter ny skiltning på skolens områder ved Øster Uttrup Vej i Aalborg samt introducerer en række servicepunkter første skoledag, så eleverne føler sig informeret og taget godt imod.

 

Alle partnerskoler har brugt aktiviteten til at sætte skub i nogle processer og tiltag, der på mange områder vil kunne forplante sig langt ud over projektets levetid.

Du kan læse om hver skoles arbejde med indsatsen på projektplatformen under Projektaktiviteter.

 

Indsatsen Modtageapparat er en del af aktivitet 3.1 Ny Fortælling.

Workshop for EUD lærere - formålet er relationskabelse

Første skoledag. Første møde med den virkelighed, der nu skal stemme overens med drømme og forventninger. EUD lærerne har et stort ansvar for at indlede relationen til den enkelte ung og til at indfri de forventninger, de nye erhvervsskoleelever har. Derfor skal lærerenes faglighed understøttes med viden om den unges mindset, så der er grundlag for en stærk relation lærer til elev.

 

Det er i denne insight, at arbejdsgruppen i aktivitet 3.1 Ny Fortælling har iværksat indsatsen Workshop for EUD-lærere. I de næste 6-9 måneder frem vil alle partnerskoler afvikle foredrag og workshop med fremtidsforsker Anne Marie Dahl under temaet ”Forståelse og motivation af SoMe generationen.” Her skal der granskes i egne vaner og overbevisninger, når Anne Marie Dahl vil føre lærerne gennem en dag og stille spørgsmål som: Hvordan motiverer vi en krævende, selviscenesat, zappende og følsom SoMe-generation, der indimellem bliver blæst omkuld af alle de valg, de hele tiden skal forholde sig til. Hvad skal der til for at motivere og fastholde dem på erhvervsskolerne i fremtiden? Og hvordan kan du som lærer forstå og opbygge en stærkere relation til den enkelte ung?

 

Der vil på baggrund af indsatsen blive lavet en fælles opsamling af lærerenes arbejde til projektet.

 

Indsatsen Workshop for EUD lærere er en del af aktivitet 3.1 Ny Fortælling.

EUD indsats - markedsføringsindsats målrettet Folkeskolen og UU

Ifølge projektansøgningen skal projektet lave en markedsføringsindsats til Folkeskolen og UU. Det sidste halve år er der arbejdet på udviklingen af indsatsen, som forventes at blive lanceret i udvalgte uger i efteråret 2019 og foråret 2020.

 

Indsatsens grundidé er at bruge elever som ambassadører for en positiv og autentisk fortælling om erhvervsuddannelsernes mange muligheder. Forventningen med indsatsen er, at den gennem virkelighedsnære elevfortællinger skal skabe social proof hos de unge, der skal til at vælge en ungdomsuddannelse. Materialet lanceres på partnerskolernes hjemmesider og sociale medier. Dertil skal materialet fungere som et supplement til de nordjyske UU-centres kollektive vejledning.

 

Få et sneak peak af indsatsen her:

x
 
Mute
00:00 00:00

DEVS Update

Den Erhvervsfaglige Vej til Succes er et regionalt samarbejde, der strækker sig fra Tradium i Hobro til Frederikshavn og Hjørring i Nord og Thisted i vest. Vi er spredt over et stort areal. Sideløbende med den daglige drift og hverdagens gøremål igangsættes projektets aktiviteter med helt klare måltal i sigte og særligt tilrettelagt indhold. Men hvad gør de andre skoler? Hvor langt er de med idéer og planlægning? Nåede vi delmålene – og hvad synes de unge egentlig om vores benarbejde – nytter det noget?

 

DEVS Update er projektets statusopdateringer og nyheder og har til hensigt at være en medspiller i videndelingen om projektet og understøtte sammenhængskraften i projektets samlede budskab om erhvervsuddannelsernes mange muligheder.

 

Har du lige tilmeldt dig DEVS Update, så husk at du kan følge projektet på de sociale platforme her:

Facebook og Instagram. 

 

 

EUC Nordvest, Kronborgvej 119, 7700 Thisted, Danmark
27 24 50 07

Del på sociale medier

Del på FacebookDel på X (Twitter)

Gå til projekts hjemmeside  
Denne e-mail blev oprettet med Wix.‌ Opdag mere