Nymåne i Tyrens tegn lørdag d. 30. april kl. 22.27
Denne Nymåne er ikke som Nymåner er flest.
Den skiller sig ud, dels er det en Solformørkelse (den er ikke synlig her på den nordlige halvkugle) og dels er den i konjunktion med Uranus, der sjældent lader noget være som det plejer.
Månen (og Solen) danner en sekstil til Mars, et gunstigt aspekt der hjælper os på vej, her danner det en skarp forbindelse mellem fornemmelser og handlekraft. Men da Mars er i Fiskenes tegn, så er hans energi svækket, det er ikke et tegn han trives i, her svømmer han i følelsernes rige og er tvunget til at mærke alting, og til at anerkende sine følelser inden han handler. Han bliver konfliktsky, og det kan skabe udfordringer i forhold til Uranus’ krav om et opgør med konventionerne.
Nymånen sker som nævnt i Tyrens tegn, her er den normalt en vidunderlig og nærende energi, der fylder os op og giver plads og ro til at nyde livet og sætte farten ned. En tiltrængt balsam i det moderne hektiske liv. Men med både Mars og Uranus i spil, oven i solformørkelsen, så bliver denne Nymåne lidt sværere at finde ro i.
Ved formørkelser får vi adgang til de skygger der ellers er skjult for os, det er et kortvarigt tæppefald, hvor vi kan blive vist noget vigtigt, noget der er essentielt for vores videre udvikling. Det går som regel dybt og kræver mod at se på.
Uranus i Tyren kræver et opgør med fastlåste mønstre og vaner, med konventioner der har udlevet deres holdbarhedsdato. Han skubber til os, for at få os ud af et dødvande der fastholder os i stagnation og tryghedsbehov. Der hvor vi er blevet magelige, hvor vi undgår at tage svære beslutninger, fordi det er lettere at bevare status quo, der hvor vi af frygt for at miste værdier, står stædigt fast, i stedet for at tage en chance, som vi kan mærke kalde på os i vores indre. Der i livet hvor vi skaber stilstand ud fra et tryghedsbehov der ikke længere tjener os.
Så denne Nymåne bringer os en lidt mere kaotisk energi, end en Måne i Tyren normalt ville levere, derfor er det heller ikke en god ide at lave Nymåneritualer med henblik på at tiltrække denne gang. Denne Nymåne skal bruges til refleksion, til at mærke hvad det er der rumsterer under overfladen i os, hvad det er, inde i os, der gerne vil fødes, næres og have liv.
For en Tyremåne der ellers ofte giver mulighed for at tiltrække materiel velfærd og fysisk velvære, så er denne Måne altså i stedet fokuseret på at bringe os indsigt i hvor vi er nødt til at lade nye dele af os vågne, så de kan bidrage til vores liv, velbefindende og velfærd fremover. Den kigger ind i os, i stedet for ud på det liv vi lever.
Er man stressramt kan denne Nymåneperiode godt være lidt hård at være i, men samtidig vil den også kunne give nogle fantastiske indsigter i hvorfor vi er ramt af stress, hvor i livet vi har glemt at mærke os selv, og hvilke forandringer vi kan skabe grobund for, som kan hjælpe os til at genfinde balancen og roen i kroppen.
Jeg afholder en Nymåne healing søndag formiddag kl. 10.00, hvor vi vil gå ind og arbejde med disse energier, få støtte til at skabe ro i krop og sind og finde en balance i det som denne Nymåne bringer os af skift og udvikling.
Vil du gerne have disse opdateringer i din indbakke kan du tilmelde dig lige her:
https://www.vestergaard-astrologi.dk/seneste-nyt
Tilmeld dig til månehealingerne ved at sende en mail på vestergaardastrologi@gmail.com
Pris for at deltage er 150,-
overføres til mobile pay: 26707366
Vil du gerne læse mere om hvad månehealinger er, og hvad man skal gøre, så læs mere på min hjemmeside, lige her: https://www.vestergaard-astrologi.dk/m%C3%A5nehealinger
Jeg ønsker jer en magisk Nymåne!
Kærligst
Haydée
Vestergaard-Astrologi.dk