Fuldmåne i Skorpionens tegn Mandag d. 16. maj kl. 06.13
Denne Fuldmåne er samtidig en måneformørkelse, vi kan desværre ikke se den her i Danmark, da solen allerede står op ved 5-tiden på mandag, men vi kommer til at kunne mærke den.
Derudover er Månen og Solen i konjunktion med måneknuderne hvilket bringer et skæbne aspekt ind i energien. Den er skelsættende, hvis vi tør arbejde med det der kommer op for os hver især. Der er her et kraftfuldt tema omkring at træde ud af komfortzonen og ind i vores potentiale.
Skorpion måner er altid intense, og formørkelser ligeså.
Skorpionen hiver os ned i underverdenen, den kaster lys over vores skygger, den søger altid at kigge bag sløret, bag de låste døre for at se hvad den kan lære, hvad den kan udvikle sig med, og få dybere indsigt i. Og formørkelser kan føles som om, en ellers låst dør bliver flået op, for at vise os det vi (eller andre) har prøvet at undertrykke, afvise og gemme væk.
En formørkelse giver os adgang til indsigter vi ellers ikke ser. Det er som at gå ud i natten, og lukke øjnene. Hvis man ikke bliver bange, ikke løber væk fra alle lydene og det man begynder at sanse, men i stedet tør blive i det, være med nattemørket, så åbner alle de andre sanser sig pludselig op, man kan måske ikke se, men man kan mærke, lugte, høre på et helt andet plan. Og det er det der sker ved disse formørkelser.
Hvis vi tør stå stille i det mørke der lægger sig, hvis vi tør at stå, med lukkede øjne, og bare mærke hvad vores andre sanser prøver at fortælle os, så åbner der sig en skjult verden for os.
Vi får adgang til det vi ellers ikke ville have opdaget.
Det kan for sensitive mennesker føles voldsomt, men hvis man bevarer roen, og holder fast i sig selv, så får man adgang til skjulte verdener.
Derfor er formørkelser fantastiske til at arbejde med det man ellers ikke kan få øje på, som f.eks. skyggesider, selvsabotage og traumer som vi ellers ikke har turdet/haft lyst til at se på.
Man skal ikke jagte indsigterne, ikke søge det eller mase på. Men i stedet være åben for det der gerne vil vise sig.
Det kan være enormt kraftfuldt at meditere i dagene efter en formørkelse, at sidde i ro med sig selv, og mærke hvad der kommer op af indsigter. Bare lade det flyde op til overfladen, som er klart til at vise sig.
Det er i roen og overgivelsen og lydhørheden at dørene åbner sig. Og man kan ikke på forhånd sige hvilke døre der er klar, derfor skal man netop ikke mase eller jage efter noget specielt, men i stedet overgive sig og give underbevidstheden ro til at tale.
Mød det der kommer med venlighed, omsorg og tålmodighed. Lad det ikke overvælde.
Når man i stedet holder fast i sig selv, og lader det komme uden at det får lov til at hive en med, så kan man se det fra et nyt og mere modent lys, end det perspektiv ens indre barn har på det. Og der opstår muligheden for forløsning, for indsigt, for healing.
Lad være med at lave øvelsen under selve formørkelsen, vent til ca. en time efter Fuldmåne, især hvis man er meget sensitiv så kan det være overvældende at meditere lige når den sker. Men venter man mindst en times tid, er energien stadig aktiv, men mindre intens.
Energien er aktiv i dagene efter formørkelsen, så man behøver altså ikke gøre det på selve dagen, hvis man ikke har mulighed for det, man kan sagtens bruge dagene efter til at mærke ind i energien.
En (Ny/Fuld)måne periode varer ca. 14 dage hver, en Sol/Måne-formørkelses periode noget længere. Vi havde en Solformørkelse ved sidste Nymåne (i Tyrens tegn), som bliver fulgt op af Måneformørkelsen på mandag ved Fuldmånen i Skorpionen, som er Tyrens modpol, og så til efteråret i oktober og november, får vi en Nymåne i Skorpionen og en Fuldmåne i Tyren, der også begge er formørkelser. Disse 4 formørkelser er forbundet, de udgør en balance akse, som bringer os igennem en større proces af healing og indsigt, hvor vi får et dybere blik på hvem vi er.
Denne formørkelses energi, kommer altså til at være med os helt frem til efteråret. Så vær særligt opmærksom især her i maj og i oktober - november, men også hen over sommeren, på hvad der er i spil for jer omkring disse temaer.
Se på hvordan I bruger jeres sanser, om I giver jer selv lov til at nyde livet, og hvad I føler når I gør det. Om I lader jeres penge, og midler skabe liv for jer, eller om deres energi er låst fast og ikke bidrager til jeres livsglæde og livskvalitet. Se på hvordan I har det i selskab med andre, og øv jer i at stole på jer selv og jeres egen dømmekraft.
Vær opmærksom på hvilke muligheder for selvindsigt der opstår, om I tør se jeres skyggesider i øjnene, og lære af dem, og vende de indsigter de bringer til styrke og større forståelse af jer selv, eller om I prøver at pakke dem væk, fordi de er for smertefulde, skamfulde eller sorgfulde at se på.
Øv jer i ikke at stikke af fra jer selv. En af de ting Skorpionen kan lære os, er at få øje på hvor vi mister os selv, af frygt, skam, eller i et forsøg på at gøre os selv mindre end vi er.
Denne periode fra forår til efterår, kan vække stærke sider i os, sider af os selv der tør, tør at nyde livet, tør at stå ved os selv, sider der ikke er bange for at blive set, der ikke er bange for at stå ved vores egen styrke.
Disse Tyr/Skorpion formørkelser giver os muligheden for at stå langt stærkere i os selv. De gør os opmærksomme på hvor vi dukker os, hvor vi gemmer os, hvor vi er bange for at træde frem i lyset og blive set og anerkendt. Og hvis vi tør at få øje på disse sider af os selv, at møde os selv i disse formørkelser, så vil vi kunne slippe noget af det der holder os tilbage, noget af det der gør at vi ikke tør lykkes med det vi længes efter.
Jeg afholder en Månehealing mandag aften, hvor vi vil arbejde med disse temaer. Her vil der være støtte og hjælp at hente til at lindre det der er uroligt, og til at søge indsigter i hvad det er vi skal få øje på under denne Fuldmåne og Måneformørkelse.
Tilmeld dig til månehealingerne ved at sende en mail på vestergaardastrologi@gmail.com
Pris for at deltage er 150,-
overføres til mobile pay: 26707366
Vil du gerne læse mere om hvad månehealinger er, og hvad man skal gøre, så læs mere på min hjemmeside, lige her: https://www.vestergaard-astrologi.dk/m%C3%A5nehealinger
Jeg ønsker jer en magisk Nymåne!
Kærligst
Haydée
Vestergaard-Astrologi.dk
Vil du gerne have disse opdateringer i din indbakke kan du tilmelde dig lige her:
https://www.vestergaard-astrologi.dk/seneste-nyt